I skumringens skygger
Byvandring København – Horror med happy end er en tur med barske fortællinger fra 1600 til 1900 – hvor fattigdommen holdt kvinder og børn i sit jerngreb. Børn var en byrde for samfundet og kvinder havde absolut ingen rettigheder. Druk, utugt og uretfærdighed blomstrede som aldrig før og sorgerne blev druknet i brændevin og slagsmål.
Turen starter ved Lurblæserne og voldene og herfra til Vartovs historie : Chr.d.4´s børne og tugthus, hospitalskirken hvor patienterne fulgte gudstjenesterne fra sengen , mens hønsene kaglede i gården, fiskekællinger råbte i gaderne og staklerne skreg fra torturen på Kagen. Videre til Pigen med Nålen , børn der blev solgt på auktion og kvinder der fødte i dølgsmål.
Turen er barsk og ikke for sarte sjæle , men slutter heldigvis på en high note og happy end.
Klæd dig på efter vejret , vi er udendørs i 90 min.
Jeg hedder Dorte og jeg er fruentimmeret, som skriver og udbyder byvandringer om Københavns historie, fordi jeg ikke kan lade være.
Københavns historie er mageløs, uden sidestykke og jeg elsker at fortælle den og efter en guidet tur med Fruentimmerture, vil København være forandret. Det lover jeg!
Når du er turist i udlandet, mærker du hurtigt “lækkerheds faktoren”, på din vej igennem byen når du opsluges af de smukke gamle bygninger, de forførende dufte fra byens lokal kolorit og ja – måske et par af byens historier som du har opsnuset. Men hvor godt kender du egentlig din egen hovedstad? Hvor ofte tillader du dig selv, at komme tættere på, længere ned af de bugtende stræder, tilbage gennem tiden og ind under huden på byens eksistenser? Sikkert sjældent – for du har altid travlt og skal fra A til Z og det er synd, for København rummer et hav af fascinerende fortællinger, som bare ligger og venter på at blive fortalt … for dig måske? Efter 10år som byvandrer har jeg snart en fortælling til hvert et gadehjørne. Du vil blive overrasket.
Som noget særligt har jeg altid et ekstra godt øje på kvindernes historier – de er nemlig ikke rigtig blevet fortalt før, så nu bliver Københavns historie faktisk dobbelt så spændende.
Med disse ord byder jeg dig velkommen til at surfe lidt rundt og se om det er noget for dig.
Jeg glæder mig til gi`dig København på ny, med masser af funfacts og gammelt galskab.
Bedste hilsner
Dorte
Storyteller, byhistoriker og tidligere balletdanser